Denne tekst er en blanding af personlig refleksion, klientnære erfaringer og teoretiske perspektiver omkring narcissistiske dynamikker i nære relationer. Mit håb er at belyse nogle af de mønstre og følelser, der gør det så svært at navigere i, og komme ud af disse relationer.
Mine egne erfaringer fra tidligere forhold, har givet mig mange års kontakt med de følelser, der opstår i én, når man er i en relation med en person med narcissistiske træk og gennem årene er det lykkes mig at få sat ord på dem. Det psykiske pres og den psykiske vold i nære forhold som disse mærkes på særlige måder. Det er dem, jeg skriver om neden for.
Narcissistiske træk kan komme til udtryk vidt forskelligt, afhængig af bl.a. personens baggrund og nære relationer. Der er narcissistiske træk i både mild til meget svær grad, hvilket kan gøre det svært, at sætte en fast ramme om, hvad ”en narcissist” er og gør. Det er også årsagen til at jeg som udgangspunkt bruger udtrykket ”en person med narcissistiske træk” i denne beskrivelse. Der findes personer, der har narcissistiske træk, der kun sjældent viser sig – lige som der findes narcissistiske personligheder, der mere konsekvent viser de karaktertræk, man forbinder med narcissisme. Disse personer er typisk kontrollerende, dominerende og manipulerende – ligesom de som oftest ikke har nogle problemer med at lyve og overtræde andres personlige grænser.
Beskrivelserne nedenfor af personer med narcissistiske træk ligger – billedlig talt – ”i midten” af spektret. Det vil sige, at hvis man rangerer de narcissistiske træk på en skala fra 1-10 i sværhedsgrad, så skriver jeg om de personer, der befinder sig cirka mellem 4 og 7. Det vil bl.a. sige, at jeg beskriver situationer, hvor du tydeligt kan opleve dig grænseoverskredet, udmattet eller urolig. Som regel er der psykisk vold inde i billedet, men ikke nødvendigvis fysisk vold. I dette felt kan du opleve personer, der tager samfundets skrevne og uskrevne regler vis lemfældighed, men nok ikke bedragere på den store klinge.
Narcissisme er en kompleks størrelse og der er lige så mange måder at udleve narcissistiske træk på, som der er mennesker, der bærer dem. Derfor er det, jeg beskriver neden for en række narcissistiske karaktertræk, hvordan de kan opleves og de følelser du måske har oplevet, ved at være i nærheden af dem.
Når du læser dette, er det måske fordi du har mistanke om, at du er i nær relation eller tæt på en person med narcissistiske træk. Det kan være et familiemedlem, en partner en ven eller veninde. Du kan måske mærke en vis uro i personens nærhed, føle dig mindreværdig eller grænseovertrådt. Måske er jeres relation kommet til at fylde mere og mere i dine tanker.
Historien om Narcissus og Ekko stammer fra den romerske digter Ovids Metamorfoser og er en klassisk myte om forfængelighed og ulykkelig kærlighed.
Ekko og hendes skæbne
Ekko var en nymfe med en smuk stemme, men hun havde en forbandelse: hun kunne kun gentage de sidste ord af det, andre sagde. Denne straf fik hun fra gudinden Hera, fordi Ekko havde distraheret Hera med snak, mens Zeus havde affærer med andre nymfer.
Narcissus og hans forfængelighed
Narcissus var en utrolig smuk ung mand, søn af flodguden Cephissus og nymfen Liriope. En spådom sagde, at han ville leve længe, hvis han aldrig så sig selv.
Ekkos kærlighed og afvisning
En dag så Ekko Narcissus i skoven og blev øjeblikkeligt forelsket. Men da hun forsøgte at nærme sig ham, kunne hun kun gentage hans egne ord. Narcissus afviste hende brutalt, og i sin sorg svandt hun ind, indtil kun hendes stemme var tilbage —det ekko, vi kender i dag.
Narcissus’ skæbne
Som straf for sin arrogance lod guderne Narcissus se sit eget spejlbillede i en sø. Han blev så forelsket i sit eget spejlbillede, at han ikke kunne rive sig væk. Til sidst visnede han væk og døde, og på stedet voksede en blomst frem — ved navn narcissen.
Moralen i myten
Myten om Narcissus og Ekko er ofte tolket som en advarsel mod selvoptagethed og manglende evne til at elske andre. Den viser også, hvordan kærlighed kan være ensidig og ødelæggende.
I starten af jeres relation har du sikkert oplevet at blive set, hørt, anerkendt og elsket. Og måske i en sådan grad, at du har følt dig overbevist om, at du har fundet en ven for livet eller den store kærlighed.
Heldigvis er dette en sandhed for mange – at nærheden og accepten holder og varer i mange år. Men for en person med narcissistiske træk vil det ofte være en metode til at få din opmærksomhed. Få dig til at sænke paraderne, så de kan komme videre med det, der i virkeligheden optager dem, – nemlig dem selv og deres egne behov.
Du har måske oplevet, at du er gået fra at være i den 7. himmel til pludselig at sidde med tvivl om, hvad det er, der egentlig sker? Den gensidighed og følelse af ligeværd, du oplevede i starten er væk. Langsomt er skyld og skam kommet ind i billedet. Du får skylden for problemerne og sidder måske nu med en følelse af uro, forvirring, skyld eller skam. Det er måske blevet svært at finde rundt i relationen og i dine egne følelser.
En partner eller ven med narcissistiske træk føler sig ofte i sin gode ret til at stå øverst på podiet og konstant sætte sig selv i et positivt lys: Jeg er den bedste, jeg kræver særbehandling. Måske føler du dig nedprioriteret og at du er den, der trækker det store læs i forholdet. Modsat de faktiske forhold, bliver du ofte fortalt, at det forholder sig omvendt . At det er personen med de narcissistiske træk der trækker hele læsset.
Du har sikkert oplevet tvivl om, hvorvidt du er den, der udløser konflikterne imellem jer og har måske også hørt, at hvis du ikke havde sagt eller gjort en given ting, så var situationen aldrig opstået. Herfra har du måske følt dig skamfuld og usikker på, hvad der egentligt er rigtig og forkert. Skamfuldhed og usikkerhed kan afmontere din sædvanlige drivkraft og selvtillid. Og så kan personen med de narcissistiske træk få kontrollen og igen bane vejen for at få dækket sine behov.
Personen med de narcissistiske træk er ofte selvcentreret og ligegyldig over for, hvad du måtte føle og tænke. Det kan være et værn mod at blive kritiseret, idet personens selvfølelse som oftest er yderst skrøbelig. Kritik afvises og beundring er et grundlæggende behov.
Presset til det yderste kan du måske kortvarigt forledes til at tro på, at der findes en empati inden i personen med de narcissistiske træk og at du faktisk kan lave en aftale om forandringer, men desværre er det ofte et spil personen spiller for at få kontrol over situationen. Du vil ofte opleve at personen ikke kan overholde jeres aftaler, fordi egne behov bliver vigtigere. Den samtale du troede var dyb og empatisk var måske mere en måde at manipulere dig på og udnytte din gode tro, for at få eller genvinde kontrollen over situationen.
Narcissistiske træk kan udvikle sig som et resultat af en kombination af genetiske, miljømæssige og psykologiske faktorer.
Der findes også en klinisk diagnose , der hedder narcissistisk personlighedsforstyrrelse (NPD).
Barndomsoplevelser og opdragelse
Overdreven ros eller idealisering: Hvis et barn konstant bliver fortalt, at det er exceptionelt og bedre end andre, kan det udvikle en overdreven selvopfattelse. Ekstrem kritik eller negligering: Hvis et barn konstant føler sig utilstrækkeligt eller afvist, kan det udvikle en facade af storhed for at beskytte sig selv mod sårbarhed. Forældre med narcissistiske træk: Børn spejler ofte deres forældres adfærd og kan tage narcissistiske mønstre med sig ind i voksenlivet. Tidlige traumer: Tidlige traumer, såsom mobning, tab af en forælder eller emotionel forsømmelse, kan få en person til at udvikle narcissistiske forsvarsmekanismer for at beskytte sig mod sårbarhed.
Psykologiske forsvarsmekanismer
Narcissisme kan opstå som en måde at beskytte sig selv mod dybere usikkerheder. Mange narcissister bærer på en indre følelse af tomhed eller mindreværd, som de skjuler bag en maske af selvsikkerhed og grandiositet.
Sociale og kulturelle faktorer
Et samfund, der værdsætter individualisme, præstation og status, kan forstærke narcissistiske træk. Sociale medier og reality-kultur kan også bidrage til en øget fokus på selvpromovering og overfladisk validering.
Genetiske faktorer
Forskning viser, at der kan være en genetisk disposition for narcissisme, især i forhold til temperament og følelsesmæssig regulering.
Vi kan have al mulig sympati for, hvad en person er gået igennem under sin opvækst. Der kan være nogle triste årsager forbundet med en narcissistisk adfærd. Og samtidig kan sympatien for, hvad en person har gennemgået af trængsler i sin opvækst, også stille sig i vejen for et klarsyn på, hvordan de opfører sig som voksne. Misbrug går ofte hånd i hånd med de narcissistiske træk. Alkohol, stoffer, spil, penge, sex eller andet. Måske har du mærket en lyst til at hjælpe og har tænkt, at ”hvis jeg bare bliver i relationen, så bliver det bedre fremover”. Det kan blive meget vanskeligt og ødelæggende at være sammen med et menneske, hvis følelsesliv fra starten har sat en afvigende kurs i forhold til, hvad vi oplever som normalt trygt.
Personen med narcissistiske træk vil typisk have svært ved at komme i kontakt med sine følelser. Det er følelser som omsorg og empati. Personen har ofte lært sig, hvordan eksempelvis omsorg udleves, men selve følelsen bag er personen ofte ikke i kontakt med. Det være utroligt vanskeligt at forstå, hvor overfladisk og følelsesmæssigt afkoblet en person med narcissistiske træk i virkeligheden kan være – inde bag facaden.
For er man i en tæt relation med en person med narcissistiske træk og har man sin egen omsorg og empati i behold, tager man det – som udgangspunkt – som en selvfølge, at dét personen med narcissistiske træk viser, har bund i virkelige følelser. Men ofte er det tillært, så omverdenen skal tro, at der ligger følelser bag. Lige som vi godt kan smile uden at være glade – det ser bare sådan ud.
Det er utroligt svært at gennemskue, om der ligger reelle følelser bag de ord, der kommer fra en person med narcissistiske træk. Vi har kun vores fornemmelser at stole på. Vi får ofte signaler fra vores nervesystem, når noget ikke er helt, som det skal være, men personen med de narcissistiske træk er ofte god til at underminere disse signaler. Med tiden har du måske lært at lytte mere til det, der kommer fra personen end på det, du selv mærker. Det er velkendt, at en person med narcissistiske træk, er en dygtig manipulator. Gode overtalelsesevner og ord, der skal få dig til at glemme, at du er blevet grænseovertrådt, lige som du ofte kan have hørt, at du ikke husker tingene, som de skete. Gaslighting er ofte et element i den narcissistiske adfærd. Dette udfordrer vores sunde fornuft og koblingen til vores nervesystem – og konsekvensen kan være, at vi opgiver at forfølge de signaler, der kom fra os selv om, at noget ikke hænger sammen og at der bag smilet ikke er nogen glæde.
I en sund og tryg relation vil man typisk tage hånd om en partner, der virker ked af det og mere tilbagetrukket. Som partner i sådan et forhold vil man typisk invitere til at få talt om tingene, tilbyde empati og hjælp til at få talt om de følelser der trænger sig på hos dig. En narcissistisk partner eller ven vil typisk ikke tilbyde empati og vil måske synes, at det er en svaghed, at vise følelser. Måske har du oplevet at du er blevet utryg, ved at vise følelser, – at din sårbarhed nogen gange er blevet vendt mod dig.
Hvad sker |
Reaktion i den trygge relation |
Reaktion i den utrygge relation |
Du har gjort dig nogle tanker om noget, der ikke fungerer i jeres relation og vil gerne have en samtale om det. |
Du bliver mødet med åbenhed og interesse for, hvad det er for tanker og følelser, du går med.
Åbenhed, anerkendelse |
Den anden person forsvarer sig og siger måske, at du tager alting for tungt. Hvis du virkelig synes, der er et problem, er det nok dig, der er for nærtagende.
Partner vil ikke høre kritik |
Du er begyndt at føle dig lidt ensom, og synes tit, du sidder alene hjemme, men din partner er langt mere udadvendt. |
Du bliver mødt med anerkendelse af dine følelser og partneren efterspørger hvad dine behov er og opfordrer til, at I kan finde en løsning.
Lytte, opbakning, empati |
Du mødes med uforståenhed og får måske at vide, at hvis det var lidt sjovere, at være sammen med dig, så ville tingene nok være anderledes. Måske får du mundkurv på, og mødes af trusler, hvis du nævner det igen.
Skyld, skam, trusler. |
Du har ventet længe på, at din partner skal overholde en aftale, I har lavet og bringer aftalen på banen. |
Du får sikkert en forklaring på, hvorfor der er gået så lang tid og der er god sammenhæng i forklaringen. Måske får du en undskyldning og I kan lave en ny aftale.
Dialog, ligeværd |
Du bliver sandsynligvis mødt at en vis skepsis og får at vide, at du husker forkert – og derfor er det forkert af dig, at bringe det på banen. Hvis du skal gøre et problem ud af det, så har du kun dig selv at takke for det.
Gaslighting, manipulation |
Samspillet med en person med narcissistiske træk bærer ofte præg af uskrevne regler om rigtigt og forkert. Det er sandsynligvis regler, som personen med de narcissistiske træk selv føler sig hævet over, men forventer, at alle andre skal følge. Det kan efterlade dig forvirret og rådvild. Uden mulighed for at tage diskussionen op, om denne uretfærdige forskelsbehandling. Du er måske kommet i kontakt med en følelse af mindreværd og føler dig som underdog i relationen. Dine indvendinger kan føre til trusler eller vrede mod dig, der begge er midler til at stoppe ethvert forsøg på at skabe ligeværdighed i forholdet.
Du har måske mærket at dine grænser bliver overskredet. Du har måske prøvet at få mundkurv på eller oplevet dig selv talt ned til eller irettesat. Det har konsekvenser at blive udskammet, irettesat eller få mundkurv på: Måske har du opdaget, at du er blevet mere stille end tidligere eller at en følelse af håbløshed har afløst en tidligere diskussionslyst eller gå-på-mod.
Forvirringen er ofte en tro følgesvend i relationen med en person med narcissistiske træk. Det, du troede, du vidste om personen kan ændres på et splitsekund. Grundlæggende værdier stikker sjældent dybt, men til gengæld vil de mere overfladiske og materielle værdier have stor betydning for en person med narcissistiske træk. Det er ting, personen kan høste anerkendelse og status fra.
Forvirringen kan også opstå af andre årsager end modsatrettede udmeldinger og handlinger. Du har måske mærket, at din dømmekraft er blevet afmonteret over tid. Du har måske nogle gange følt dig totalt udmattet – og det kan gøre det svært at bedømme din egen situation.
Forvirringen hænger ofte ved og kommer til at fylde meget – også efter et brud.
Det kan være svært at forstå, at man har været trukket ind i et fatamorgana. Mange stiller sig selv spørgsmålet Hvordan kunne jeg lade mig forføre i den grad..?
Mange, der har været i en nær relation med en person med narcissistiske træk, har oplevet at have gode perioder i forholdet, har grinet og følt sig tæt. Og hovedet kan ikke helt tro på, at der kan være tomhed inde bag facaden af dén person man har været sammen med, når det er udenpå ser ud, som det gør og alting på ydersiden ser rigtigt ud.
For dig, der over tid har været tæt på en person med narcissistiske træk, kan der også være andre følelser, der er begyndt at præge din hverdag. Det kan være slidsomt aldrig at modtage anerkendelse og samtidig tit give anerkendelse den anden vej.
Udmattelsen kan melde sig efter i en længere periode hele tiden at skulle regne ud hvordan du gør personen med de narcissistiske træk tilpas. Du har lært dig at gå på æggeskaller og måske er du konstant urolig over, hvad dagen mon bringer. Måske har du prøvet at få mundkurv på og blive mødt en mur af ligegyldighed.
Ofte er personen umættelig efter at få dækket sine egne behov – og er du tæt på, så risikerer du simpelthen at blive slidt op psykisk. Som en konsekvens af, at du giver af dig selv i en lind strøm – uden selv at blive tanket op på kærlighed og omsorg. Måske har du prøvet at mærke følelsen af, at have gjort en kæmpe indsats for at gøre personen tilfreds og så blive mødt af et skuldertræk.
Narcissister findes i alle steder i vores samfund, og da vi som regel stoler på, at vi kan have tillid til andre mennesker generelt, – ja så bliver vi nogle gange indfanget af narcissistens store behov for at få anerkendelse, føle magt og kontrol.
Efter at have læse dette, har du måske fået be- eller afkræftet, om du er i en relation med en person med narcissistiske træk. Det er første skridt på vejen til at få kigget på, hvad der kan være årsag til at du måske ikke trives og ikke helt har kunne sætte ord på, hvorfor. Sådan var det i hvert fald for mig, da jeg engang sidst i 80’erne sad i en bus og faldt over en artikel om emnet. Den gang, jeg første gang læste om disse personlighedstræk i et dameblad – blev jeg på de 10 minutter det tog, at læse artiklen – fuldstændig afklaret med, hvad det var, jeg var blevet en del af. Og hvorfor det var så forbandet svært at gennemskue, da jeg var midt i det og ledte efter ressourcer til at komme videre. Første skridt kan være viden, der kan hjælpe dig med at sætte ord på din situation og dine følelser. Det er skrøbeligt at skulle italesætte de oplevelser, der – over tid – kan have afkoblet dig fra den du så dig selv som, inden denne relation. Lige som det er en proces over tid, at finde tilbage til dig selv igen, med de erfaringer i bagagen, du fik fra relationen med en narcissistisk person.
Når du læser dette så vid:
At du fortjener tryghed, at du fortjener accept, at du fortjener anerkendelse, at du er god nok, som du er, at du er ligeværdig og at kærlighed og respekt altid går 2 veje.
Uddannelsen på Vedfelt Institutet er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening
© 2025 Tina Leweson – Designet af Aveo web&marketing